-et lille prik med stor effekt   Sitemap

Skift blodbank

Hvad bruges blodet til?

 I Danmark er det at give blod en frivillig og ubetalt gerning. Blodet gives uden betingelser og anvendes uden hensyntagen til nationalitet, religion, politisk holdning, økonomiske forhold eller social status. Ingen drager økonomisk fordel af det blod, der tappes. Blodet anvendes til behandling af patienter på de danske hospitaler.

blodposehalvttaetpaast_1.jpg

Røde blodlegemer  

De røde blodlegemer anvendes til erstatning af blodtab i forbindelse med ulykker og operationer. De anvendes også til patienter med forskellige blodsygdomme, hvor patienten har et nedsat antal røde blodlegemer. De røde blodlegemer har dermed en umiddelbar livreddende virkning.

Herudover er de også sikkerhedsnet ved mange komplicerede undersøgelser og operationer, som normalt ikke medfører større blødning, men alligevel er indgreb som man ikke tør gennemføre uden blod i banken.

 

hoejttrombocytter.jpgBlodplader

Blodpladerne (trombocytter) anvendes ved større blødninger samt ved kræftsygdomme fx. leukæmi, hvor behandling med kemoterapi kan medføre, at patientens knoglemarv bliver ødelagt, så patienten i en periode ikke selv kan danne nok blodplader. Mangel på blodplader medfører alvorlig blødningstendens.

Plasma  

Plasma anvendes direkte til behandling af patienter, der mangler flere af blodets størkningsfaktorer (koagulationsfaktorer). En opgørelse over anvendelsen af blodkomponenter på et dansk universitetshospital har vist, at blodkomponenterne anvendes til patienterne efter denne fordeling:

  • 39% til behandling af kræft (incl. blodkræft)
  • 20% til behandling af hjerte-, kar- og lungesygdomme
  • 41% til behandling af andre patienter

Den sidste grupper omfatter blandt andet patienter med skader fra ulykker (12%), patienter med sygdom i fordøjelsesorganerne (11%) og patienter med sygdom i blodet (5%). Øvrige (13%) dækker bl.a. over sygdomme i urin- og kønsorganer, knogler, muskler, bindevæv, åndedrætsorganer, nervesystemet, øjne, ører, hud, ved graviditet og fødsel m.m.

Det plasma der ikke anvendes direkte til patientbehandling forarbejdes videre til forskellige lægemidler. Fx. Albumin, der anvendes til erstatning for plasma ved større blodtab, gammaglobulin, der indeholder antistoffer og bla. anvendes ved behandling og forebyggelse af infektioner samt oprensede koagulationsfaktorer, der anvendes til behandling af blødersygdomme.

En meget lille del af blodet bliver anvendt til at indstille og kontrollere nøjagtigheden af hospitalsudstyr, der anvendes til analyser af patienternes blod; men stadig er det til gavn for patientbehandlingen.  

Hvad består blodet af

Om hvordan blod redder liv i hverdagen